Ulvenes Byløb 2012

Søndag d. 25. marts 2012.

Ulveflokken havde igen sneget sig væk fra den sikre Jungle ved Seeonee-højene og helt til landsbyen Næstved, hvor årets byløb blev gennemført i det bedste forårsvejr i flere år. Med udgangspunkt fra Grønnegade Kaserne fremmødte i alt 10 friske ulve, og vi havde desuden stor hjælp fra 5 engagerede ulveforældre og ikke mindre end hele 6 storspejdere til at bemande de 11 poster. Efter en kort instruktion af postmandskaberne blev ulvene fordelt på 3 bander, og udstyret med et bykort var alle klar til at dyste i de mange ulve-færdigheder.

Byløbet bestod af følgende opgaver:

 Formiddag:

1. Førstehjælp (Helligåndshuset).

2. Morse og koder (Hjultorvet)

3. Kimslege (v. Sct. Peders Kirke).

4. Fuglekending (Kompagnihuset)

5. Kompas og stjernebilleder (Axeltorv).

I den efterfølgende middagspause blev den selvsmurte madpakke indtaget, og efter et frikvarter samt ny postinstruktion til postmandskaberne fortsatte løbet atter med forårssolen dansende fra en himmelblå og skyfri himmel.

Eftermiddag:

6. Ulvestof (Johannebjærgstien)

7. Junglen (Jernbanegade).

8. Wood-Craft (Munkebakken)

9. Knob og faresymboler (Teatergade).

10. Dannebrog og nordiske flag (Kattebjerg).

11. Tipskupon på viden om Næstved (Grønnegade Kaserne).

På hver post fortalte postmandskabet et stykke næstved-historie for banden, hver enkelt historie med tilknytning til det område eller bygning, hvor posten var placeret. Efterfølgende blev postopgaven løst, med tildeling af point for opgavens løsning og turn-out (udførelse og samarbejde).

Eftermiddagen bød sædvanligvis på lækre hjemmebagte ulveboller og varm kakao, inden vi i samlet flok kunne afsløre løbets resultat. Det var igen i år et meget tæt løb, det tætteste i førerulvens erindring - det blev nemlig til en delt førsteplads til Løverne og Grævlinge. Hjorte måtte således affinde sig med en 3. plads. De stolte vindere kan efterfølgende pryde bande-standeren med en mærkeplade i sølv som bevis for det flotte resultat. Alt i alt var det et godt løb som forberedelse til den kommende ulveturnering - så bare klø på ulve, der er flere lærerige oplevelser i vente.

Fra ledere og ulve lød et rungende VUF som en kæmpe tak til vores altid nødvendige postmandskab, der på frivillig vis hjalp os igennem dagen. Uden vores eks-ulve Sofie, Nanna, Caroline, Karen, Emil og Ludvig var det ikke lykkedes så godt som det gjorde - tak til jer og de hjælpsomme forældre. Det var en dejlig dag med sjove oplevelser og glade deltagere, og som igen understreger det er sjovt at være spejder.

Med gul ulvehilsen

Baloo, Messua, Kaa og Sika

De Gule Spejdere | web-nae(at)1naestved.dk
Jyskweb 2008