1. Næstved
DEL PÅ:

Sommerlejr 2012

Uge 27, var ugen hvor 1. Næstved var på sommerlejr og hvor sommeren 2012 faldt. Dejligt vejr, fine lokaliteter i Saltrup lejren og ikke mindst en masse herlige ulve, stifindere og spejdere til at pifte egnen omkring Esrum sø lidt op.

Det var ugen, hvor vi fik besøgt Harald Nyborg i mamelukkerne (muligvis bedre kendt i den brede befolkning som Holger Danske i Kasematterne), fik bygget alt fra tørresnore til svævebaner og spist ufattelige mængder af snobrød, popcorn mv. ved lejrbålet.

Der var fælles aktiviteter for store og små på næsten daglig basis. Der blev bl.a. støbt pilespidser, lavet indianer pandebånd og løst en lang række postopgaver af forskellige sværhedsgrader på tværs af alder og evner.

Jer, der er forældre til stifindere og spejdere, skal vide, at jeres store unger faktisk er utroligt søde og hjælpesomme overfor hinanden og overfor ulvene. Det var rigtigt godt at være vidne til.

Og jer der er forældre til ulve skal vide, at I har nogle seje unger, som går på opgaverne med krum hals og godt humør. Om end det gode humør bliver udfordret lidt, når det kommer til den store onde opvask.

Det var ugen hvor spejderne, vistnok fik tjekket ud hvor lidt man rent faktisk kan stikke afsted med at lave på en sommerlejr uden at få væsentlig påtale herfor. Madtanterne var dog ret taknemmelige for det fine køkkenbord og den gammelmands ild, spejderne fik bygget til køkkenet.

Det var ugen hvor stifinderne fik en super hyggelig lejr etableret nede i skoven, fik lavet en fin og funktionel bane til ulve-olympiaden, og hvor enkelte modige stifindere fik tjekket funktionaliteten i Gnu-badet. Flere stifindere kunne sagtens have fundet vej til disse badefaciliteter, man led på ingen måde overlast.

Og det var ugen hvor ulvene fik bygget bandeskjul, gået 5 km på en time, fik taget mærker, fik leget og fik tjekket badevandet ved Nordsjællands kyster, hvilket var topfint. Forundrede ulve fandt ud af, at man kan lave en kage på under 20 sekunder og få en fantastisk is ud af en kakaomælk kombineret med the-skeer og plastkrus, og dyste på ulækre madder, alt dette takket være madtanterne.

Det var et godt team af børn og voksne, suppleret af super mad"tanter" og andre frivillige forældre kræfter, som fik årets sommerlejr til at finde sted.

Tak for det og tak for lån at jeres børn og unge mennesker.

De allerbedste hilsner

Gyrit Mejer (kassereren, der fik lov at være ulveassistent i uge 27).