1. Næstved
DEL PÅ:

Ulvenes tur ud i det blå oktober 2011

Dagen startede ved hytten kl. 9, og ulvene havde som sædvanligt selv smurt madpakken, som en del af ulvearbejdet med "klar dig selv". Vejret var helt vindstille med tåge fra morgenstunden og ca. 10 °C. Turen gik til Svendstrup Naturlejrplads, hvor vi sammen kunne nyde det pragtfulde område med to sheltere og bålplads ved Naturskolen. Første opgave var at indsamle optændingskvas i den nærliggende skov, og i et overkommeligt tempo med tid til sjov, snak og hygge blev de øvrige opgaver løst:

1. Kompasgang med bogstavgåde.

2. Morseopgaver.

3. Knobbrædder.

4. Træ- og bladkending samt indsamling og bestemmelse af blade.

5. Forhindringsbane med redningsreb, sækkeløb, balancegang etc.

6. Båltænding med én tændstik.

Efter instruktion i brandtrekanten og båltænding, var det tid til en tiltrængt frokostpause med hjemmebagt kage til dessert, og vi kunne varme snuderne og poterne lidt omkring den store bålplads. Derefter skulle ulvene selv tænde bål og gennemføre forhindringsbanen. Begge dele gav varmen, alt imens der blev heppet på de atletisk kæmpende ulve.

Alle ulve gav en frivillig pote med oprydning og nedbrydning af forhindringsbanen, så vi kunne samles til evaluering og fordeling af points for gennemførte opgaver og turn out.

Mætte af dagens gastronomi og de mange oplevelser drog vi hjemad, og sluttede af i hytten kl. 16 efter endnu en fantastisk og hyggelig dag.

 

Med gul ulvehilsen Baloo, Jumbo, Messua, Kaa og Sika.